Deformeret Rätangranit, som oftest kaldes Grøn Rätan-granit eller endog "tulipansten", er en porfyrisk granit med cm-store rosafarvede alkalifeldspatmegakryster i en grønlig grundmasse. Grundmassen består helt overvejende af saussuriceret plagioklas, som udgør henved halvden af bjergarten. Kun ca. 10% grålig eller blålig kvarts. Rigelige mørke mineraler i form af hornblende og biotit, som ofte er omdannet til chlorit, samt malmmineraler og titanit, som ofte er meget iøjnefaldende. Der er uskarpe korngrænser, men ikke væsentlig foliering. Som det ses er det altså ikke en granit, men en kvartsmonzonit.

I modsætning til sin udeformerede Rätangranit har den deformerede type været anset for at være en god og letgenkendelig ledeblok. Det kan dog være svært at afgrænse den mod porfyriske Järnagranitter og lignende typer fra Värmland. Farven på alkalifeldspat-fænokrysterne er nok mere sart hos Rätantypen, men der er ganske glidende overgange mod mere kraftigt rødfarve typer.

Det største problem er dog, at in situ-eksemplarer, der overbevisende ligner de strandsten, vi kalder grøn Rätangranit, synes fraværende - selv i ellers meget omfangsrige samlinger (skan-kristallin). Bjergarten er ret udførligt beskrevet hos Hesemann og Zandstra (1988) og omtales også grundigt hos Per Smed. Hvis man læser Holmquist 1906 konstaterer man, at det meste, der sidenhen er skrevet, ligner afskrift herfra. Holmquist selv refererer til hvad Högbom har skrevet i 1889, så muligvis stammer det meste fra ham! Hesemann fandt en sten, der harmonerede med beskrivelsen, i en grusgrav i Brandenburg i 1936, og det er måske dette eksemplar uden afsenderadresse, der sikrede typen en plads i ledeblok-verdenen. Manglen på in situ-blokke kombineret med typens relative almindelighed som strandsten er virkelig påfaldendende, og med mindre der dukker noget nyt op, må det anses for usikkert, om den virkelig kommer fra Rätan. Derfor må det selvfølgelig også frarådes at tillægge denne stentype værdi som ledeblok.